LFR24
Vi kan nu se tilbage på en weekend, som i arrangørernes øjne forløb fantastisk. Vi fik samlet mere end 200.000 kroner ind til Idrætsforeningen PACT.
Eventen blev skudt igang af tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen og til tonerne fra Sjællands Politiorkester trådte rytterne an til et døgn på cyklerne. Som Per Larsen udtrykte det, var det formentlig første gang i verdenshistorien, at der blev kørt spinning til et politiorkester.
Vi havde nogle fantastiske instruktører, der hver på sin måde skabte højt humør og god stemning. Selv om natten var humøret højt og energien stor trods natbelysning på Ro's Torv.
Den store finale blev leveret af Copenhagen Drummers, der i den grad formåede at mobilisere høj energi i den sidste time.
Vores uvurderlige samarbejdspartnere havde sørget for optimale vilkår for deltagere og hjælpere under hele eventen - se mere under Vi støtter.
Flere virksomheder på og udenfor RO's Torv havde doneret fine præmier, der blev trukket lod om hver time. Den store hovedgevisnst var en rejse til Oslo for 5 x 2 personer med fuld forplejning sponseret af DFDS. Der blev også trukket lod om en tilsvarende rejse blandt publikum.

